Tidligere på året blev vores klient sagsøgt i en sag vedrørende rettigheden til et parti gulv.
Både vores klient og sagsøger var ansat i samme firma. I sagen havde sagsøgeren for år tilbage indgået en aftale med sin arbejdsgiver om opbevaring af et gulv, som sagsøgeren ejede. Det blev aftalt, at gulvet kunne opbevares på en palle pakket ind i plastik i et lakrum med anførelse af sagsøgerens navn med store bogstaver.
Her stod gulvet opbevaret hos arbejdsgiveren fra den 14. april 2016.
Senere fik vores klient udleveret det pågældende gulv af arbejdsgiveren for sit overarbejde uden at være vidende om, at gulvet tilhørte sagsøgeren. Gulvet blev derfor efterfølgende lagt ned i den bolig, hvor vores klient boede.
Den 9. maj 2019 opdagede sagsøgeren, at der var taget af gulvet fra pallen.
Sagsøgeren rettede efterfølgende krav mod vores klient.
Spørgsmålet var herefter, om sagsøgeren, grundet sagens omstændigheder, havde mistet retten til gulvet, og vores klient dermed havde fortrængt sagsøgers ret.
Byretten anførte i deres begrundelse, at det ikke var bevist, at vores klient burde have set eller på anden måde burde have indset, at sagsøgerens navn fremgik på plastikken, da gulvet havde henstået i 3 år i et lakrum, hvor der blev malet med hvid maling.
Ydermere lagde byretten til grund, at virksomheden havde gulvrester og enkelte restpartier stående, ligesom vores klient tidligere havde købt et restparti af arbejdsgiveren.
Byretten fandt derfor, at vores klient var i god tro om, at arbejdsgiveren kunne råde over gulvet.
Resultatet blev derfor, at sagsøgeren mistede retten til at kræve, at vores klient skulle tilbagelevere gulvet, og derfor heller ikke kunne kræve erstatning.
Vores klient blev således frifundet i sagen.
Sagen blev ført af advokat Andreas Leidesdorff.