Det er vores erfaring, at mange mennesker ønsker at have kontrol over, hvem der kan træffe beslutninger for dem i økonomiske og personlige anliggender, såfremt de ikke selv en dag måtte være i stand hertil. Ikke sjældent hører vi, at “det må mine børn hjælpe med”, til løsning af de praktiske udfordringer, der er med at blive ældre. Det er dog ikke alt børnene kan hjælpe med, hvorend den ældre eller børnene gerne vil. Børnene kan ikke skrive under for dig eller i øvrigt indgå aftaler på dine vegne, såfremt I ikke har taget stilling hertil forinden, det bliver aktuelt.
Tidligere oplevede mange pårørende, at deres ældre familiemedlem blev “låst” i systemet, hvis den ældre blev for svag mentalt til at kunne tage vare på sig selv. Det var ofte de pårørendes oplevelse, at den ældre ikke kunne hjælpes, fordi den pågældende, ikke ville eller kunne skrive under på de nødvendige dokumenter, selvom det var for dennes bedste.
Mange pårørende var af den opfattelse, at den ældre selvfølgelig havde ønsket de pårørendes hjælp og med glæde havde givet dem lov, såfremt den ældre var ved sine fulde fem. Det var dog en længere proces at få en pårørende oprettet som værge for den ældre, og det var heller ikke nødvendigvis den bedste løsning for hverken den pårørende eller den ældre.
I 2017 blev ovenstående problemstillinger dog afhjulpet ved indførelsen af muligheden for oprettelse af en fremtidsfuldmagt.
Det er dog vigtigt, at man aktivt får en sådan fremtidsfuldmagt oprettet, da det ikke sker automatisk.
Hvad er en fremtidsfuldmagt
En fremtidsfuldmagt er en fuldmagt, der ikke aktiveres med det samme, men først bliver aktiveret i det tilfælde, hvor man efter en læges vurdering ikke længere er i stand til at varetage egne personlige eller økonomiske interesser. Det er herefter Statsforvaltningen, der beslutter, om fuldmagten skal aktiveres eller ej. En fremtidsfuldmagt vil derfor aldrig blive aktiveret, såfremt man er ved sine fulde fem indtil sin død.
Fuldmagten er derfor en enestående mulighed for dig selv og dine pårørende til at sikre, at den sidste del af dit liv forløber så godt som muligt og uden stort administrativt besvær for jer.
Overvejelser man bør gøre sig i forbindelse med oprette af en fremtidsfuldmagt
Ved oprettelse af fremtidsfuldmagten er det et krav, at man er myndig, og at man kan handle foruftmæssigt – hvilket vil sige, at man er i stand til at overskue konsekvensen af at oprette en fremtidsfuldmagt.
Når du skal oprette en fremtidsfuldmagt, er der særligt to forhold, du bør tage stilling til:
For det første skal du gøre dig tanker om hvilke forhold, du ønsker at fremtidsfuldmagten skal omfatte – er det personlige forhold, økonomiske forhold eller begge dele.
For det andet bør du nøje overveje, hvem der skal være din fremtidsfuldmægtig (personen der skal handle på dine vegne). Det er også muligt at indsætte flere fremtidsfuldmægtige, således at disse skal træffe beslutningerne om dig i fællesskab. Af praktiske hensyn er de dog vores anbefaling, at der maksimalt indsættes to fremtidsfuldmægtige.
Registrering af fremtidsfuldmagt
Når du har gjort dig disse overvejelser, kan vi hjælpe dig med at udfylde fremtidsfuldmagten korrekt, ligesom vi vil stille dig supplerende spørgsmål, således vi sikrer, at fuldmagten udfærdiges i overensstemmelse med dine ønsker. Herefter vil vi registrere fuldmagten digitalt i fuldmagtsregistret.
Du skal herefter overfor en notar erklære, at du er i stand til at handle fornuftsmæssigt. Når notaren har bekræftet dette, er fuldmagten gyldig, og vil således kunne sættes i kraft i det øjeblik du ikke selv er i stand til at tage vare på dine økonomiske eller personlige anliggender.