Det er et menneskeligt karaktertræk at sympatisere med underdog’en eller “den lille mand”.
I medierne har man de seneste måneder ovenpå landsholdskvindernes flotte resultat ved EM i Holland kunne følge med i, at DBU og Spillerforeningen, som repræsenterer kvindelandsholdet i forhandlingerne, endnu ikke har kunnet formå at lande en aftale til gavn for begge parter.
Efter sølvmedaljen ved sommerens slutrunde og den store mediebevågenhed, der fulgte i kølvandet herpå, kan man godt forstå, at kvinderne har ønsket en forbedret aftale.
I medierne har konflikten været udlagt således, at DBU på ingen måde har villet imødekomme kvinderne, og flere gange har spillere fra kvindelandsholdet været interviewet om forhandlingerne, der er gået i hårdknude.
I dag nåede forhandlingerne et nyt lavpunkt: Den forestående landskamp mod Sverige er aflyst, da parterne endnu ikke har fundet hinanden.
Ifølge udlægningen i medierne handler konflikten primært om økonomi, hvorfor herrelandsholdet tidligere i konflikten også stødte til med kr. 500.000 til kvinderne.
Konfliktens tvistpunkt er dog langt mere end bare økonomi. Kvindelandsholdet har forlangt, at der for fremtiden skal gælde et ansættelsesforhold mellem DBU og spillerne, når de spiller landskamp. Dette er for det første en klar fravigelse af den måde sportens ansættelseskontrakter som udgangspunkt er reguleret, nemlig ved en standardkontrakt udfærdiget til formålet. For det andet vil en ansættelse mellem den enkelte spiller og DBU medføre, at forholdet mellem parterne skulle bedømmes ud fra almen arbejdsretlig lovgivning. Man kunne tænke sig det eksempel, hvor spilleren vil kunne gøre misligholdelse af ansættelseskontrakten gældende, såfremt denne ikke var blevet udtaget til landskampen, ligesom den enkelte spiller vil kunne påberåbe sig de almene regler vedrørende graviditet og barsel.
Det er i den kontekst vigtigt at notere, at DBU ikke er spillerens primære spillested (eller arbejdsgiver om man vil). Spillerne spiller primært i diverse klubber i Europa. Det vil således også af denne grund være urimeligt, såfremt spillerne skulle kunne påkalde sig ovenstående overfor DBU.
Undertegnede kender ikke nærmere til de økonomiske krav, der er stillet af kvindelandsholdet i forbindelse med forhandlingerne. Sikkert er det dog, at kravene skal modsvare den eksponering og de sponsorer, som kvindelandsholdet kan tiltrække. Det er et faktum, at kvindefodbold ikke nyder samme eksponering som herrefodbold, hvorfor det af denne grund heller ikke er rimeligt overfor DBU, såfremt kvindelandsholdet kræver økonomisk ligestilling.
Af denne grund er det derfor ikke rimeligt, at DBU er blevet udlagt som parten, der ikke rykker sig en tøddel i konflikten. Kvindelandsholdet har ”skudt ved siden af målet”, og deres krav om ansættelsesforhold samt økonomiske ligestilling er ganske enkelt urimeligt – hvor meget man end kunne ønske en sådan.